Lidt mere »Orange«

Den 18/5 2011 indførte DSB »Orange Bornholm«. Det er en fantastisk nyskabelse, fordi vi har fået »Orange« ligestilling med det øvrige Danmark.
Som bornholmere kan vi nu »kombinere Orange Bornholm med Orange Storebælt«. Opslag viser, at en Orange rejse fra Rønne til f.eks. Århus eller Esbjerg kan erhverves for helt ned til 165 kr.
Husk – en Orange rejse altid skal købes via Internettet: www.dsb.dk/bornholm.
Vi har tidligere oplyst, at de »Orange« billetter gælder som togbilletter. Der er således ingen bustilslutning på »Orange Bornholm«. Det gælder både i Hovedstadsområdet og på Bornholm. Busturen på Bornholm betales som supplement til »Orange Bornholm«.
Til gengæld er anvendelse af toget i hele Hovedstadsområdet inkluderet i »Orange Bornholm«, hvis man på forhånd bestiller til en konkret DSB-station, f.eks. til Helsingør. Metro og/eller privatbanestationer i Hovedstadsområdet er dog ikke omfattet af »Orange Bornholm«.
Vi har ingen præferencer for DSB (IC Bornholm) frem for Bornholmerbussen eller omvendt. Der er tale om 2 leverandører, som betjener samme strækning, men ikke helt har samme kundekreds. Der kan for nogen opnås en billigere billet med Bornholmerbussen, mens der for andre f.eks. er behov for at medbringe barnevogn med IC Bornholm.
Et par af vores medlemmer (som anvender Bornholmerbussen), har henvendt sig til os, for at få os til at arbejde for »Orange« vilkår for Bornholmerbussen.
Det er imidlertid sådan, at BornholmerFærgen ikke alene kan tilbyde DSB (IC Bornholm) rabatordninger, som ikke tilsvarende tilbydes Bornholmerbussen. Dette har BornholmerFærgen naturligvis overholdt. Hvordan en »Orange« billet med Bornholmerbussen bliver »strikket sammen« vides ikke på nuværende tidspunkt, men i nær fremtid, vil BornholmerFærgen og Bornholmerbussen præsentere et nyt og samlet billettiltag … med tilsvarende rabat, men hvilken farve billetten får; det véd vi ikke.
Bornholms Passagerforening
26. maj 2011
Kirsten Lund-Hansen
Næstformand
Harbovej 125
3700 Rønne
Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


+ 3 = ni