Skriftlig udgave af Pendlergruppen orienterer om Gruppens arbejde ved generalforsamlingen 26. marts 2012

Pendlergruppen har nu officielt eksisteret i mere end 3 år (fra 16. marts 2009) og dermed er det tredje gang, pendlergruppen får lov at aflægge orientering om det arbejde, der er foregået siden sidste generalforsamling i Passagerforeningen. Pendlergruppen er fortsat tilfredse med den model, som kom i stand i 2009, hvor der ved vedtægtsændringen blev åbnet for oprettelsen af Pendlergruppen.

Pendlergruppen arbejder for, at pendlerne og andre frekvente rejsende får de bedst mulige forhold, når der pendles til og/eller fra Bornholm.

At taktiske grunde kalder vi det for »distancependling«. Bag dette begreb tænkes der på pendling i jobmæssige og/eller uddannelsesmæssige sammenhænge, hvor der pendles til nabokommunen i den Region, man hører til; og hvor dét – for at kunne varetage jobbet – er nødvendigt at pendle med fly, for at komme frem og tilbage samme dag. Det er i så fald samtidig med, at daglige livsinteresser kan varetages eller, hvor overnatning i nærheden af arbejdsgiveren er nødvendig for at kunne varetage jobbet efter arbejdsgiverens forventninger.

Netop distancependling er pendlernes grundliggende udfordring, da omkostningerne i sådanne tilfælde kan belyses i forhold til, hvad andre pendlere i Regionen har af omkostninger for at pendle til og fra arbejde i nabokommunen.

Her er pendlerne de seneste år blevet hårdere ramt alt efter, hvilken transportør og hvilket pendlermønster den enkelte måtte have. Pendlergruppens udgangspunkt er, at der bør være ligestilling mellem almindelige pendlere og pendlere med distancependling. Det bør ikke være det enkelte individ, der skal dække de store meromkostninger. Alle udgifter i forbindelse med distancependling bør være fradragsberettigede.

Pendling ville kunne være det hurtigst voksende »erhverv« (beskæftigelsesmulighed) på Bornholm, hvis de rigtige vilkår er til stede. Dermed vil Bornholm kunne tiltrække og fastholde erhvervsaktive i lokalsamfundet til gavn for alle og dermed også det danske samfund i det hele taget.

Pendlergruppen har også – i det år der er gået – fået flere nye medlemmer.
Grunden hertil er sikkert den enkle, at vi bliver kendt for det arbejde, der gøres for medlemmerne, men måske også fordi udfordringerne ved distancependling desværre ikke er blevet mindre i tiden, der gået siden Pendlergruppen oprettelse.

Problemstillingerne omkring sejlplanen for BornholmerFærgen, ændrede vilkår for frekvente rejsende i det hele taget og udviklingen hos Cimber kan tydelig mærkes, når der pendles.
Der er tale om en balancegang »på en knivsæg«, for distancependlere. Muligheder for fleksibilitet i forhold til arbejdsstedet, økonomien ved distancependling, regulariteten for transporten, familielivet, boligforhold mv. I sådanne situationer bliver en »dårligt timet« sejlplan en barriere for distancependleren, som for nogen får den konsekvens, at de opgiver pendlerjobbet. For andre er det ændring i rabatordningen hos Cimber, der betyder at man ikke ser sig i stand til at fortsætte pendlerjobbet.

Når det gælder sejlplanen hos Færgen, er der mange ting, som undrer os og af nogle distancependlere opleves ændringerne som værende ren chikane. F.eks. når man ikke vælger, at »pendlerafgangen« om eftermiddagen fra Ystad ikke er ens alle hverdage året rundt.
Omkring fartplan og afgangstider har Pendlergruppen valgt alene at lade Passagerforeningen være bannerfører, da formanden jo er foreningens repræsentant i Trafikkontaktrådet.

Det bør kunne betale sig at distancependle frem for at stille sig op i arbejdsløshedskøen.
Det glæder mig, at der jævnligt er nye, som påbegynder en pendlertilværelse og flere kontakter Pendlergruppen for at høre om, hvordan det er at pendle i arbejdsmæssige sammenhænge, da man går med overvejelse om at flytte til Bornholm.

Der er nok af opgaver at tage fat på, og derfor har sidste år også været et arbejdsomt år. Det har været et spændende og udfordrende år med en række gode resultater. Det kan dog være vanskeligt at kombinere frivilligt arbejde og en pendlertilværelse.

Pendlergruppen har netop afholdt et møde for medlemmerne. Mødet fandt sted den 2/3 2012 i Bornholms Lufthavn. Her var der et godt fremmøde. Medlemmer fik en orientering om arbejdet i Cimbers lokalkontor ved teamleder Henrik Grønning samt om de krav og funktioner, der varetages af Bornholms Lufthavn ved lufthavnschef Stephan Jensen.
Derudover fik medlemmerne en orientering om det arbejde, der er udført i foreningen regi.

Der er i øjeblikket ca. 125 individuelle medlemmer i Pendlergruppen.

Pendlergruppen har i løbet af året arbejdet med mange forskellige opgaver, bl.a. kan nævnes:

  • Besvare spørgsmål fra medlemmerne
  • Vi har haft møder med BornholmerFærgen omkring udformningen af et pendlerprodukt
  • Vi har haft medlemmer, der har testet Internetforbindelse på hurtigfærgen
  • Vi har haft flere møder med Cimber
  • Vi har haft møde med Jeppe Kofod MF om pendlervilkår
  • Vi har haft møde med den nu tidligere transportminister Hans Christian Schmidt om pendlervilkår
  • Vi har holdt møder med lufthavnschefen
  • Pendlernes repræsentation i Trafikkontaktrådet blev afklaret, og det betyder desværre at pendlerne for tiden ikke selvstændigt er repræsenteret i Rådet
  • Vi har haft uformel dialog med den tidligere skatteminister Peter Christensen
  • Der er afholdt møde mellem Venstre-repræsentanter fra kommunalbestyrelsen og Pendlergruppen, for at afklare hvilken indsats kommunalbestyrelsen kan gøre for at styrke pendlingen til gavn for Bornholm
  • Der er gennemført 2 undersøgelser i forhold til pendlerønsker omkring BornholmsFærgens afgange og i forbindelse med Cimbers varsling af, at morgenafgangen fremover beflyves med ATR fly.

Hvilke resulter er der opnået?
I samarbejde med BornholmerFærgen er der nu frigivet et pendlerprodukt for frekvente pendlere, der anvender bilen. Produktet hedder Bizz 50 og dækker 50 enkeltrejser med bil og har en varighed på et år. Bizz50 gælder for både Ystad – og Køge ruten og inkl. fri Internetforbindelse om bord på færgen.

Et tilsvarende produkt er undervejs for gående passagerer (pendlere), men afventer afklaring i forhold til samarbejde mellem transportleverandørerne af viderebefordring til og fra Ystad.

Der er fortsat dialog med Cimbers ledelse, for at sikre at pendlerne ikke bliver unødigt ramt af ændringen af flytypen ved morgen- og aftenafgang. Den fortsatte dialog omfatter også tilpasning af Cimbers rabatordning for frekvente rejsende (pendlere)

Desværre nåede særligt skattefradrag for distancependling ikke at blive vedtaget inden valget, så her er der tale om et skridt tilbage. Men vi er i dialog med Jeppe Kofod MF for at kunne fortsætte arbejdet til gavn for pendlerne.

Måske er der medlemmer, der finder at pendlerne er meget optaget af de økonomiske vilkår for distancependling. Måske?
Dét, der er væsentlig for os, er, at vi kan komme til og fra Bornholm hurtigt og enkelt – at der en reel mulighed for frit valg af transportører og transportform med frekvente afgange. Det er vel noget alle bornholmere er interesseret i – og dermed også Bornholms Passagerforenings øvrige medlemmer. For pendlerne er det så et livsvilkår, der har betydning for at kunne kombinere arbejdet med et nogenlunde almindeligt familieliv og inden for noget, der er økonomisk overkommeligt.

Pendlernes største ønske til politikerne i Folketinget er, at distancependlere kan blive ligestillet med øvrige pendlere; det vil styrke Bornholm som udkantsområde.
En klippekortsordning står meget højt på ønskesedlen. Fast årlig pris på transport uanset transportform, svarende til hvad andre pendlere må betale, når der arbejdes i en nabokommune inden for samme Region.

F.eks. har en pendler fra Hillerød, som arbejder i København, en årlig transportomkostning med offentlig transport på ca. kr. 12.000,- (kan derudover anvende pendlerkort til private rejser uden meromkostninger).
En distancependler fra/til Bornholm, der må anvende fly for at kombinere arbejde og familieliv (børnefamilie), har en årlig transportomkostning på kr. 132.000,- ved en fire dages arbejdsuge.
Begge eksempler før befordringsfradrag.

For den der anvender anden transportform kræver det overnatning, som ikke er fradragsberettiget. Dette let kan løbe op i kr. 40.000,- eller mere for dobbelt husførelse.

Bornholmske pendlere gør en kæmpe indsats, som kun er synlig for de få. I stedet for at stille sig op i arbejdsløshedskøen, sættes ofte et almindeligt familieliv til side for at arbejde ovre i størstedelen af ugen og nøjes med at tilbringe en typisk lidt forlænget weekend hjemme. Eller også må pendleren og familien gå på kompromis med den disponible privatøkonomi.

Afstanden fra Danmark til Bornholm er alene et mentalt problem, som der skal arbejdes med. Jeg bruger ofte mindre tid på pendling end mine kollegaer, der f.eks. kommer fra Odense, Holbæk og Nordsjælland. Det afhænger naturligvis af valg af transportform.

Ingen anden samlet gruppe på Bornholm betaler så meget i skat som de bornholmske pendlere. Ingen har større afsavn. Derfor skal de også respekteres og have gode forhold.

Endelig vil jeg på egne og Pendlergruppens vegne takke Steen Clausen, som har valgt at trække sig som pendlerrepræsentant, for hans store engagement til gavn for pendlerne og Bornholm. Steen har været bagmanden og initiativtager til, at Pendlergruppen er det, vi er i dag. Vi kommer til at savne hans indsats og hans visioner. Tusind tak for indsatsen og held og lykke fremover

Som afløser peger pendlerne på Jan Wind, som ny suppleant. Uden at foregribe noget vil jeg ønske Jan velkommen og ser frem til et godt samarbejde.

Tak for ordet og fortsat god generalforsamling.

26/3 2012 – Preben Holm, Pendlergruppen

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


+ 9 = atten