Udokumenteret “besparelse”

Vi har fået foretaget en telefonundersøgelse af bornholmernes opfattelse af IC Bornholm.  Det har vi gjort, fordi der politisk er tanker om, at toget vil kunne erstattes af bus etc. mellem Ystad og København.

Der er tale om en undersøgelse, hvor vi objektivt har udvalgt dem, der blev ringet op, indtil vi stod tilbage med præcis 100 svar.  Der skulle 176 opkald til, før vi fik de 100 svar.  En sådan undersøgelse er ikke signifikant; men den er retningsvisende.

Først spurgte vi:

»Rejser du nogen gange som gående passager med Færgen Rønne-Ystad og lader dig befordre videre til København med bus/tog ?«

På dette spørgsmål faldt 76 personer fra, idet vi (ret logisk) kun medtog personer, som svarede »ja«. Øvrige passagerer har reelt ikke nogen forudsætninger for at svare på en transport, de aldrig anvender.

Herefter spurgte vi:

»Det overvejes rent politisk at ændre på kørslen med IC Bornholm mellem Ystad og København, fordi der måske kan spares et tocifret millionbeløb (mellem 10 og 30 mio.kr.) om året, hvis alle i stedet for tog Bornholmerbussen. Pengene skulle så anvendes på at gøre billetpriserne med færgen billigere. Det er ikke dokumenteret, at besparelsen reelt er på den oplyste størrelse.

Ønsker du, at IC Bornholm nedlægges ?«

Der var følgende 4 svarmuligheder – og resultatet blev som vist til højre i skemaet:

Nej – helt utænkeligt

17%

Nej – det ønsker jeg ikke

57%

Ja – hvis vi får anden tilsvarende togbetjening

15%

Ja – det betyder ikke noget for mig

11%

Hvis IC Bornholm ikke længere skal køre mellem Ystad og København bliver politikerne nødt til at stille anden transport til rådighed, som opfylder de behov, som netop IC Bornholm kan opfylde for passagererne. Og ingen har beregnet, hvad en sådan anden transport vil koste staten.

Vi har overvejet at foretage en undersøgelse, som vil være statistisk valid og signifikant, men så længe vi ikke kender de faktiske omkostninger, hverken her og nu (vi kan bl.a. ikke få oplyst, hvad underskuddet reelt indeholder af poster) eller efter en omlægning, er det helt uden mening at foretage flere undersøgelser.

Vi foretager ikke undersøgelser for sjov skyld, men for at vide ret præcist, hvad bornholmerne mener om deres transport … og dermed, hvad vi skal arbejde for.

Politikere er ikke sat i denne verden for kun at finde besparelser.  Deres opgave er at finde den rette transport til den rette pris.  Det gælder såvel de lokale politikere som Christiansborg-politikerne.

Ingen politikere vil vel påstå, at de kan bryste sig af, at det nuværende færgeforlig er »den rette transport til den rette pris«.  I så fald kunne vi bl.a. godt tænke os at få svar på, hvorfor forliget er sammensat således,

– at 2 ud af 4 skibe ligger uvirksomme hen tæt på 11 måneder om året

– at der sejles med en hurtigfærge på tidspunkter, hvor der i vinterhalvåret stort set
ikke er hverken passagerer, biler og/eller gods med færgen.

Det er dybt urimeligt at sammenligne IC Bornholm og Bornholmerbussen.  De vilkår, der køres under er vidt forskellige.

IC Bornholm betjener alle afgange med Leonora Christina – og især den sene aftenafgang er så tyndt belagt, at det kun kan give underskud.

I stedet for Københavnsruten fik vi IC Bornholm … og nu vil nogle politikere fjerne den med en betydelig nedsættelse af komforten til følge – og helt uden en konkret og dokumenteret besparelse.

Pendlerne kan ikke arbejde i bussen; bussen har ikke plads til, at barnevognen, kørestolen, cyklen eller store mængder bagage kan være med i selve bussen. Dvs. at et par med barnevogn f.eks. skal tage det sovende barn ud af barnevognen og sidde med det under hele køreturen.  De nuværende busser har ikke toilet og er uden mulighed for at bevæge sig rundt, som det er muligt i toget.

Der er mange gode argumenter for, at IC Bornholm skal fortsætte kørslen – og til vores argumenter har turismen fremlagt flere andre.

Det er både tankevækkende og chokerende, at nogen vil træffe beslutninger på baggrund af postulerede, udokumenterede besparelser.

20/8 2014 – BACa

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


7 + = ni