Det er nok …

De fleste af de bornholmere, som har brug for at rejse med færgen i forbindelse med job, uddannelse, møder, familiebesøg eller tilsvarende har problemer med at få deres egne rejsebehov til at harmonere med sejlplanen; ikke mindst i vinterhalvåret og frem til, at der sejles 4 afgange i døgnet i sommerhalvåret.
Hvad hjælper det, at kommunen investerer i tilflytterkampagner med den ene hånd, og med den anden hånd ikke medvirker aktivt til, at tilflytterne kan få privatliv på Bornholm og arbejdsliv ovre til at hænge sammen. Der skal ske noget, hvis ikke vi skal miste alt for mange af de tilflyttere, som troede på de gyldne løfter om, at man kommer til København på under 3 timer. Hvad hjælper den hurtige transport, hvis der er 10 timer mellem afgangene?
Den 25/3 skrev et af vores medlemmer i Pendlergruppen bl.a. følgende til os:
»Torsdag den 12. april er der ingen afgang fra Kbh. mellem 10.45 og kl. 21!!! Hvis det er rejseplanen for resten af sommeren er det nok til at jeg må overveje at opgive pendler-karrieren.
Det er også yderst irriterende at man har droppet den sene afgang fra Rønne – søndag aften. Den sidste afgang er 18.30.«
Det er for denne pendler »nok til at han må overveje at opgive pendler-karrieren«.
Vi har statistisk sikkerhed for, at over 90% af bornholmerne har problemer med den sejlplan, der nu sejles efter.
Man kan da ikke bare hive en eftermiddagsafgang ud og have 10 timer mellem 2. og 3. tur uden at det går gevaldigt ud over de, som i arbejdsmæssig sammenhæng bruger netop eftermiddagsafgangen. I øvrigt blev den afgørelse alene truffet i formandskabet i Kontaktrådet, hvor bl.a. passagerinteresserne, herunder ikke mindst pendlerne og diverse foreninger ikke har nogen som helst indflydelse.

Bornholms Passagerforening
Bjørn Carlsen
4. april 2012
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
E-mail: b.carlsen@tdcadsl.dk

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


fem + = 6