Det er nu, mine herrer !

Bornholm har fået den mest tåbelige sejlplan i vinterhalvåret for passagerer, herunder pendlere, som man kan forestille sig. Men i sommerhalvåret er der også ret mange dage med kun 3 sejladser, hvor det går helt galt. At lægge en sejlplan med afgang fra Rønne kl. 6.30, 10.30 og 20.30 er da at gøre nar med dem, der skal bruge færgen til og fra arbejde, og hvad med alle dem, der skal til undersøgelse eller har andre gøremål ovre. De kan nu kun komme hjem til midnat (kl. 23.50). Det er uartigt over for bornholmerne at lægge en sådan sejlplan.
Jeg har om nogen gennem mit lange liv været dybt involveret i, hvilke behov passagererne har.
Gennem 36 år var jeg ansat i Bornholmstrafikken og i over 25 år var jeg bestyrelsesmedlem for Bornholms Passagerforening; de fleste år som formand.
Jeg sad i ikke mindre end 18 år i Bornholmstrafikkens bestyrelse, hvor vi ofte beskæftigede os med sejlplaner og passagerforhold.
Jeg véd derfor også, hvornår der er tale om, at nogen klynker og hvornår der er tale om direkte nødråb. De mange som nu gør opmærksom på, at de ikke kan få tingene til at hænge sammen med den sejlplan, vi har nu, klynker ikke. De råber virkelig om hjælp !!!
Jeg synes, at Bornholm har 2 personer, som burde stå forrest og vise banneret. 2 som har mulighed for at gøre deres indflydelse gældende. Men jeg har ikke set eller hørt ret megen aktivitet fra deres side.
De 2 herrer er naturligvis vores 2 folketingsmedlemmer; Jeppe Kofod og Peter Juel Jensen.
Hvor gemmer I jer henne. Hvorfor hører man ikke noget om, hvad I foretager jer i denne så vigtige sag for Bornholm?
Det er altså nu, mine herrer. Det nytter ikke noget, at I sætter jer i bevægelse et halvt år før næste valg. Det er nu Bornholm har brug for jeres indsat.
Lyt til dem, der har problemerne, og de er rigtig mange. Brug jeres forbindelser – fortæl problemerne videre, og se så at få hjulpet Bornholm. Der ligger færdige forslag til løsninger, som ikke øger udgiftsniveauet særligt meget.

Erik Pedersen
Borgergade 23
Rønne

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


fire + = 10